Folkene bag
Hvem er vi?
Dystopia Entertainment er bosat i Vejle og består af en gruppe horror-entusiaster og kreative sjæle som elsker at skabe oplevelser for andre.
Bag kulisserne er hundredevis af frivillige, som lægger hjerte og sjæl i at skabe oplevelser. Holdet består blandt andet af skuespillere, makeup artister, instruktører, sikkerhedsvagter, koordinatorer, teknikere mm. De giver alle deres blod, sved og tårer (bogstaveligt talt!) til at skabe vores horrorevents og vi håber I nyder uhyggen i fulde drag!
Motto, filosofi og vision
Vores motto er AT FORSKRÆKKE OG FORBLØFFE. Den gode historie og gæstens inddragelse er i hovedfokus. Som gæst ved vores events skal du opleve at være hovedperson i din egen gyserfilm eller omdrejningspunkt for et horror-computerspil. Ved vores interaktive horror-events bliver sanserne og psykologien udnyttet til deres fulde, når oplevelsen designes. Vores fornemste opgave består i at få gæsterne til at glemme, at det er skuespil og således fortabe sig i situationen. Til det formål forsøger vi at skabe en hyper-realistisk verden, med sans for detaljen.
I DYSTOPIA Entertainment går vi stærkt ind for genbrug og genanvendelse. Størstedelen af vores materialer og kulisser er således genbrug, som ofte benyttes til flere events, og tilpasses de enkelte arrangementer.
Til dato har vi skræmt over 200.000 gæster og har en drøm om at udbrede interaktive horror-oplevelser til et endnu større publikum! Vi glæder os til at sprede mere gru og horror i fremtiden - vil du være med? Så tryk her.
Christina Neumann Lindbæk Jensen
Composer of Fear
Jonas Vázquez Bøgh
Architect of Fear
Tommy Salholt
Creator of Fear
Ulla Varneskov
Spirit of Fear
Organisation
Fundamentet i DYSTOPIA Entertainment er de frivillige - uden dem intet DYSTOPIA! Vi er stolte over at have et stort frivillig CREW af hundredevis af personer, som er med til at skabe og afvikle vores events.
DYSTOPIA Entertainment ejes af de tre arrangører Jonas Bøgh, Tommy Salholt og Ulla Varneskov, som i samarbejde med teamledere, praktikanter og freelance-specialister udvikler og planlægger de enkelte events.
Begyndelsen
I 2014 mødtes en flok horror-nørder til en kop kaffe. Det blev start-skuddet til et haunted house i det gamle Farveri ved Spinderihallerne i Vejle midtby. Arrangementet var en stor succes, som blev gentaget året efter. I 2016 flyttede vi ud i den gamle fiskefabrik i Mørkedalen, som er vores nuværende adresse. Mørkedalen har siden da været vært for 7 forskellige haunted houses, 7 horror runs og et utal af skrig og rædsler!