Fortælling

Tusmørket har atter lagt sig over Mørkedalen. Træerne kaster påny lange, krogede skygger - og skyggerne, siger nogen, tager liv.

Det er sket før, siges det. Et efterår for længe siden forsvandt folk i dalen. Snesevis. Sporløst. Måske var der en gerningsmand. Måske var det skoven selv… Alle havde en anelse. Ingen fandt et svar.

De pårørende var ladt tilbage med tomrummet - og spørgsmålene: Hvor blev min datter af? Hvad er der sket med min mand? Min søster? Min mor?

Foto: Jacob Papsø

Politiet er nu, som dengang, på bar bund. Døgnrapporterne flyder atter over med forsvindinger og sporene skriger med deres fravær.

Kun ét har efterforskerne at gå efter: Lydene. Nogle lokale har hørt gråd inde fra mørket. Andre har hørt latter. Andre igen har hørt en sælsom trommen galopere mellem træerne.

Efterladte hævder, at det er deres forsvundne kære, som kalder. Enkelte påstår, at de på månelyse nætter kan se deres skikkelser smile og vinke til dem inde mellem stammerne.

Foto: Klaus Dreyer

Èn ting har holdt folk fra at gå derhen: Øjnene. Selv i det fjerne kan man se dem lyse sølv-hvidt, som var de lavet af månen selv.

Alle vidner fortæller, at de har følt det samme: at nogen, eller noget, forsøgte at lokke dem derind - ind i Mørkedalens natsorte skov…

Tilmeld dig her - hvis du tør!

Foto: Jacob Papsø